Praksisfællesskaber
Mandag den 24. februar 2014
Noter, tanker og overvejelser omkring bogen "Praksisfællesskaber (læring, mening og identitet)", af Etienne Wenger, 2004, (s.59-119 og 255-311):
Etienne Wenger beskriver praksisbegrebet generelt (s.61):
Et praksisfællesskab er handling i en historisk og social
kontekst, der giver det vi gør, struktur og mening. Både det eksplicitte og det
tavse. Det der repræsenteres, og det der antages
Praksisfællesskaber er den hovedkontekst, hvor vi kan udvikle common sense via et gensidigt engagement. Begrebet praksis fremhæver dermed den sociale og forhandlede karakter af både det eksplicitte og det tavse i vores liv. (s62.) Det involverer hele personen, både handlen og viden.
Relationen mellem praksis og teori er altid kompleks og interaktiv. Teori er hverken unyttig eller ideel.
Praksisfællesskaber er den hovedkontekst, hvor vi kan udvikle common sense via et gensidigt engagement. Begrebet praksis fremhæver dermed den sociale og forhandlede karakter af både det eksplicitte og det tavse i vores liv. (s62.) Det involverer hele personen, både handlen og viden.
Relationen mellem praksis og teori er altid kompleks og interaktiv. Teori er hverken unyttig eller ideel.
I kapitel 1 fastlægger Wenger (s73-64) de begrebslige rammer (meningsforhandling,
deltagelse og tingsliggørelse). I kap. 2 definerer hun praksisfællesskab, siger at praksis er kilden til
et fællesskabs sammenhængskraft (gensidigt engagement, fælles virksomhed og
fælles repertoire).
Kap. 3 fokuserer på udvikling af praksisfællesskaber over
tid.
Kap. 1, Mening
(s65- )
Praksis er først og fremmest en proces, hvor igennem vi kan opleve verden og vores engagement deri som meningsfuld. Praksis handler om en mening som en hverdagserfaring.
Meningsforhandling finder altid sted. Menneskets engagement i verden er først og fremmest en meningsforhandlingsproces. (s67).
Praksis er først og fremmest en proces, hvor igennem vi kan opleve verden og vores engagement deri som meningsfuld. Praksis handler om en mening som en hverdagserfaring.
Meningsforhandling finder altid sted. Menneskets engagement i verden er først og fremmest en meningsforhandlingsproces. (s67).
Deltagelse (s70-)
Deltagelse er en aktiv proces af aktører, der er medlemmer af sociale fællesskaber. Deltagelse er en kilde til identitet. Vi bliver en del af hinanden.
Deltagelse er en aktiv proces af aktører, der er medlemmer af sociale fællesskaber. Deltagelse er en kilde til identitet. Vi bliver en del af hinanden.
Tingsliggørelse (s72).
At gøre til en ting. Vi gør undervisningen til en ting, selvom den ikke er materiel. Tingsliggørelsen spiller en central rolle for enhver praksis. Tingsliggørelse kan både referere til en proces og dennes produkt.
At gøre til en ting. Vi gør undervisningen til en ting, selvom den ikke er materiel. Tingsliggørelsen spiller en central rolle for enhver praksis. Tingsliggørelse kan både referere til en proces og dennes produkt.
Fællesskab (s89-)
3 dimensioner af den relation, hvorigennem praksis er kilden til sammenhængen i et fællesskab: gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire. Det handler ikke om homogenitet, men mere om forskellighed indenfor fællesskabet. Gensidigt engagement kræver ikke homogenitet. Praksisfællesskaber skaber deres praksis. De kan påvirkes, men i den sidste instans er det fællesskabet, der forhandler sin virksomhed.
Ansvarlighed er en del af praksisfællesskabet. Et fællesskabs fælles ressourcer udgør fællesskabets repertoire (s101).Fælles praksis indebærer ikke i sig selv harmoni eller samarbejde. De deltagenes identitet påvirkes/ændres af at være en del af praksisfællesskabet.
3 dimensioner af den relation, hvorigennem praksis er kilden til sammenhængen i et fællesskab: gensidigt engagement, fælles virksomhed og fælles repertoire. Det handler ikke om homogenitet, men mere om forskellighed indenfor fællesskabet. Gensidigt engagement kræver ikke homogenitet. Praksisfællesskaber skaber deres praksis. De kan påvirkes, men i den sidste instans er det fællesskabet, der forhandler sin virksomhed.
Ansvarlighed er en del af praksisfællesskabet. Et fællesskabs fælles ressourcer udgør fællesskabets repertoire (s101).Fælles praksis indebærer ikke i sig selv harmoni eller samarbejde. De deltagenes identitet påvirkes/ændres af at være en del af praksisfællesskabet.
Læring (s105-) Praksisfællesskaber kan betragtes som fælles læringshistorier.
2 slags værktøjer til at forsøge at påvirke/skabe fremtiden:
- Man kan opsøge, dyrke eller undgå specielle relationer til bestemte mennesker.
- Man kan producere eller fremme specielle artefakter for at fokusere fremtidig meningsforhandling på bestemte måder (fx introducere video i undervisning, kombineret med produceret materiale i samlemapperne).
Praksis er ikke et objekt, men snarere en emergent struktur, der varer ved, fordi den både er modstandsdygtig og påvirkelig.
- Man kan opsøge, dyrke eller undgå specielle relationer til bestemte mennesker.
- Man kan producere eller fremme specielle artefakter for at fokusere fremtidig meningsforhandling på bestemte måder (fx introducere video i undervisning, kombineret med produceret materiale i samlemapperne).
Praksis er ikke et objekt, men snarere en emergent struktur, der varer ved, fordi den både er modstandsdygtig og påvirkelig.
(S16) Læring er det der driver praksis, og praksis er den
pågældende lærings historie.
IT i undervisningen skal fremover udgøre en større del af
vores praksisfællesskab på SosuEsbjerg.
Design for læring (s.255-)
Læring kan ikke designes. Læring hører hjemme i erfarings-
og praksisområdet. Læring sker, design eller ikke-design.
Det sociale perspektiv på læring (s.256-258) har følgende
principper:
1.
Læring er uløseligt forbundet med menneskets
natur.
2.
Læring er først og fremmest evnen til at
forhandle nye meninger.
3.
Læring skaber emergente strukturer.
4.
Læring er fundamentalt oplevelsesbaseret og
fundamentalt social.
5.
Læring transformerer vores identiteter.
6.
Læring konstituerer deltagelsesbaner.
7.
Læring vil sige at arbejde med egne grænser.
8.
Læring er et spørgsmål om social energi og magt.
9.
Læring er et spørgsmål om engagement.
10.
Læring er et spørgsmål om fantasi.
11.
Læring er
et spørgsmål om indordning.
12.
Læring er et samspil mellem det lokale og det
globale.
Praksisfællesskaber:
1.
Nogle læringsfællesskaber er potentielle.
2.
Nogle er aktive.
3.
Nogle er latente (blandt mennesker med fælles
historie).
Man kan designe rammerne, men man kan ikke designe eller kontrollere praksisfællesskabet. Praksisfællesskab drejer sig om form, ikke om indhold. Derfor kan de ikke bestemmes ved lov, eller defineres ved dekret. Mann kan designe roller, men ikke identiteter, Man kan designe ansvarssystemer og politik for praksisfællesskaber, men man kan ikke designe de praksisser, som vil opstå som svar på førnævnte. Man kan fremsætte tilbud til meningsforhandlingen, men ikke selve meningen. Man kan designe uddannelsesplaner, men ikke læring. (Superklogt)
Læring kan ikke designes, man kan kun designe for den – dvs. fremme eller modarbejde den(s258-259).
Læringsrums design afhænger hvad der skal fremmes i uddannelsen/læringsfællesskabet:
IT-ingeniører har brug for en anden lokaleindretning end sosuhjælpere. (Se
figur side 263).
Praksisstrukturen er meget emergent, på samme tid meget let
at forstyrre og meget modstandsdygtig, idet den altid rekonstruerer sig selv i
forhold til nye hændelser. Der forhandles mening på ny.
Intet fællesskab kan fuldt ud designe læringen i et andet.
Intet fællesskab kan fuldt ud designe sin egen læring.
Fordi: Et design fungerer som et kommunikationsprojekt. Der
skal forhandles.
En ramme for design. Side 273 er der en model for design.
Reflektioner
Det der rammer mig mest, eller det der giver mig glæden ved at læse Etienne Wengers bog "Praksisfællesskaber", er først og fremmest tanken om at praksis- (og læringsfællesskaber) ikke kan designes, at det skal meningsforhandles hver gang. Denne antagelse bringer mere ydmyghed ind i mine tanker om undervisningsplanlægning og afvikling af selve undervisningen. Selv om jeg som underviser har en vis indflydelse, autoritet eller magt i praksisfællesskabet med eleverne, skal jeg konstant arbejde på at undervisningen giver mening for eleverne. Denne opmærksomhed er en vigtig faktor for den vellykkede læring.
Ligeledes kan masterplaner, fælles didaktisk grundlag, pensumplaner og lignende ikke styre eller bestemme læringsudbyttet, det kan kun den forhandlede meningsdannelse i praksisfællesskabet.
